Retur til kort h-hh.dk Hustomter Fortidsminder Mindeskrift

Horsens Hammer Hjemstavnsforening

Hustomt nr. 72
Hustomter ved Springbakken

72. Gjølbo-Karen.
Den, som de sidste to til tre år har færdedes i Hammer Bakker og som fra toppen af en af gravhøjene på Østbjerg Bakke har nydt udsigten vidt omkring, har næppe kunnet undgå at lægge mærke til en lille ubeboet hytte ovre under Springbakken, nu øjensynligt en faldefærdig ruin, der fra et gabende indre vendt mod beskueren øser af sin tomhed og forladthed over det åbne udækkede land på Brødlandsfladen.
Denne ruin er resterne af Gjølbo-Karens Hus. GjøIbo-Karen var en gammel kone, da hun mod sin vilje sagde bakkerne farvel.
Hun er den sidste beboer, der har forladt bakkerne, og hendes hustomt, den glemte have, er således den yngste af de henimod fyrretyve lignende tomter og haver, terrainet gemmer på.
I sommeren 1927 stod kornet endnu og modnedes på Gjølbo-Karens marklod - i høstens tid faldt det for leen, blev bjerget og kørt bort.
Hytten havde på samme tid endnu sin gamle sodede skorstenspibe stikkende ovenud af tagets spærværk - det hele lignede en taterrede fra Carit Etlars romaner.
I 1928 lå marklodden udyrket. Ynkeligt var det den sommer fra dag til dag at være vidne til, hvorledes hytten mere og mere sank sammen. Skorstenspiben væltede i en vestenstorm en skønne dag - nu er den totalt ramlet og ligger knust i en uordentlig hob af murbrokker side om side med søndrede vægge og opbrudte lergulve.
I et Rønnebærtræ i Gjølbo-Karens have har skaden bygget sig rede. Under skadens bo vokser der Snebærris i grønsværet, en sjælden vækst mellem Vodskov By og Hammer Kirke - men også Stikkelsbærbuske, Hyld og Gråpil.
En række af Blommetræer hegner haven i syd, men halvvilde er de og ufrugtbare som følge af manglende røgt. - Den fuldkomne tilintetgørelse, den uigenkaldelige overgivelse til jorden hvad jordens er, skrider med raske skridt fremad i Gjølbo-Karens have.

Kilde:
Niels Hedin's Hammer Bakker bog fra 1931