73. Løv-Kristian.
Han havde ikke meget at virke med, Løv-Kristian, det ses bedst i hans glemte have.
Der blev ikke meget tilbage til at bevare mindet om ham, dengang han brød sit hus ned og forlod for bestandig den krog under Springbakken, hvor han hidtil færdedes, brøndhullet et stykke ovre imod bakkens skråning er den part, der taler det tydeligste sprog om en fordums bebyggelse.
Der sidder grønne frøer derovre og galper med flabene i vandskorpen og sladrer højt om et frit og utvungent liv i brønden, som de ikke kendte til, dengang Løv-Kristians kone løb her i tide og utide med sine spande.
Så blev der da endelig også en grøn plads efter Løv-Kristian, frodig næsten at skue ved siden af al den blege sandskæg, der tog hans jordlod i besiddelse, en digerest lavt over jordsmonnet, en Rosenstok, sær urimelig at se, her hvor agerhønen går med sine kyllinger og ingen har noget at komme efter.