83. Lars Løgholt.
Et halvt hundrede alen længere mod øst ad vejen mod Tusborg springer der et kildevæld inde i den sydlige bakkeskrænt, resterne af en husbrønd, nu, efter at det i et langt åremål har skøttet sig selv, et vandhul kun, et halvdybt kær med rigelig bevoksning af Vejbred-Skeblad, med grønne bredder og med en gammel frodig Pil, der hælder sin krone mørk og fuld af skygge over det dybt flaskegrønne vand.
Her i denne husbrønd hentede sig Lars Høgholts Ide sit drikkevand, her vandede efter hende Jens Langholt, den nye mand på stedet, glædesløs under aften sine magre trækstude; det fattige hus lå ved siden af, digerester og en firkantet grøn plads kendetegner stedet.
Ud mod vejen står ensom og uhegnet et kraftigt Rønnebærtræ.
Det groede sig i begyndelsen op med en kraftig stamme og en bred krone i læ af højderyggen.
Nu er toppen nået op i vinden, der barsk og uden ophør blæser ovre fra Tinghøj, fra Brødlandsfladen og ned mod Storedal.
Kronens grønne løvkuppel er forlængst søndret, grenene på det store træ stritter nøgne op og får i lyset en hård rødlig glans, glittede, som var de af sten.