Hustomt nr. 86
Hustomter ved Mosen

86. Peder-Kræn
Banken med Peber-Kræns høje træer, hans Bævreaspe, ranke og kraftige, hans glansbladede Elle, frugthaven derovre, Abildrækken og Blommehegnet kaster et svagt ekko af mosens dulgte lyde over imod vejen i Storedal.
Som lyttes der i anstrængt ro til, hvad den hemmelighedsfulde grå Sumpfugl har at sige, ties der og ventes år efter år i Peber-Kræns have.
Når vil den vise og årvågne Rørvagtel finde ordet.
Timerne ebber langsomt ud, solen tøver over mosen, et svagt evigt, evigt vedvarende tys tvinger den, der hernede ukaldet vover at belure naturen i dens store siesta, til ro, til i tavs indadvendthed at bane sig vej mod tankens tinde.
Når da den vise og årvågne Rørvagtel finder ordet og nævner det ud over mosen, vil træerne sænke deres grene og dagen gå under.
Tiden skruer sit klaprende skovlhjul tilbage, vandene vil atter bruse, sandbjergene forme sig og toppe sig op.
Bræen male oppe ved Tinghej. Hammer Bakker vil dannes isgrå og øde som månens kraterlande.
Enkelte grå kampesten, rester af Sylden, ligger halvt nedsænkede på Peber-Kræns hustomt.
De ser hedenske og grusomme ud, som de her strækker hovederne op med jordslåede snuder i lyset.
Sammenspillet herovre, det hele sceneri, tomten med dens kulturspor, stenblokkene, de tavse træer, leder tanken hen på Horget, Odins gamle alter i den danske skov, sønderslået og for evigt forladt med blodet hængende endnu i damp vinder solen.