89. Gammeljordhuset.
Da Lars Møllers Niels i nærved fjorten år havde boet »sønder i Torndal«, blev han ked af stedet der og flyttede »længere nør'« ned i Gammeljordshuset, der var hans kones fødested og oprindelig en parcel fra dal.
Det gamle hus købte Sagfører Olesen og brød det ned og det er hustomten heraf og træerne herom, der, set fra Højhusets vinduer, tager sig ud som en mørk offerlund i vest på den åbne mark under lyngen.
Det er en stille have herovre under lyngen og få steder står der i Hammer Bakker så svære Bøgetræer og læer om en have og slår deres grønne kjole ud og skygger og nynner.
Når nu under efterår, løvet gulner på disse træer og solen tidligt går i bakken, har Sæbeurten forlængst afblomstret, Tjørnen sat bær og frugtbuskene rundelig givet tiende til fuglene.
Så kommer der en tid, da den blå halvvilde Haveasters lukker op for sine kurve, i hvis bund Alfen dryppede en dråbe smeltet guld den årle morgen, deres randkroner foldede sig ud.
I Niels Møllers glemte have sønder i Torndal står der tæt med sådanne gamle hårdføre, blå Asters og smiler deres blomstersmil i lav oktobersol, mens Bøgen taber sit hår og Kirsebærtræet lægger sine sødt og bittert duftende blade som blanke gulddukater i græsset.