95. Graveren
Af de tre småsteder, der oprindeligt udgjorde bebyggelserne på Myren, ligger nu kun det østligste tilbage, de to andre faldt med få års mellemrum, sidst det midterste, af hvilket syldstenene sidder i jorden, regelmæssigt ordnede, som den dag folkene forlod tomten.
Myr-Folkene lå fra gammel tid indenfor kirkens rækkevidde.
På Myren boede ringerne og graverne ved Hammer Kirke, hvidskæggede vismænd, den ene efter den anden, gamle i embedet, gammelkendte med stedets sagn og gru, indlevede i kirkens blanding af godt og ondt, søndagens bøn og salmesang, hverdagens ængstende ensomhed, der kun afbrødes ved døde mænds buldren, når de spillede kegler med deres pandeskaller over hvælvingerne - små og troskyldige, når det gjaldt deres fortrøstning til alterets to træudskårne temmelig medtagne helgener, om hvem de meget vel vidste, at de var kirkens grundlæggere.
Så vandrede omsider den sidste ringer og graver på Myren bort, gik til sine fædre i gudehovets jord.
Hans hus forfaldt, embedet og det slidte graveværktøj flyttedes til Torndal.
Under Hestedalsbakkerne med udsigt til sin gamle hvide kirke vandrer da nu hans ånd ved nattetide på tomten af det, der engang var hans bolig.
Bredkronede Abilder suser i nattevinden bag havediget, månen spejler sig i den stenomsatte brønd, Stokroser bøjer sig utrygge mod hverandre, ubevidst ængstede, idet hans genfærd formløs og usporlig skrider dem forbi.