97. Stovlund.
Den sidste beboer her, da stedet som et ringe hus sluttelig overtoges af Sønder Elkjær og dets jordtilliggende »Smedens Lodder« indlemmedes i Branths plantage, tilplantedes med nåleskov og bygningerne faldt, var Stov-Smeden.
»Hvis mine ben var lige så stærke som mine arme«, var et af Stov-Smedens stående udtryk, »kund' a løfte et hus!«
Han smedede lidt i sit køkken for dem af hans naboer, der undte ham sin søgning, ellers holdt han mest til ude nordpå, i Ajstrup og Ørum Sogne og vandrede rundt og smedede for folk; han var dygtig i sit fag og stærk som en bjørn.
Et steds inde i Branths plantage, i et tungt og øde landskab med sorte træer til alle sider, kan man træffe at støde på tomten af Stovlund, stedet hvor Stov-Smeden ensomt hamrede sit jærn, da landet endnu lå træløst og åbent: en aflang firkantet plads med havedige, gamle syldsten, murbrokker og rækker af de for Hammer Bakkers glemte haver så karakteristiske Stikkelsbærris, der giver os verdens mindste og sødeste bær af den slags og som' af den grund burde opføres i floraen som en varietet for sig: Grossularia Hammerensis.